UHØRT Dayparty
Lør 12. maj 13:00
The Merchant Room
UHØRT er tilbage på SPOT Festival, på den hyggelige bar The Merchant Room, som er en del af Tir Na Nog Aarhus (Frederiksgade 38).
GRATIS ENTRÉ!
UHØRT giver den nyeste, danske musik mulighed for at spire og har fokus på udvikling i musikken, den gode liveperformance, og at alle kunstnernes unikke drive og potentiale bliver sat i spil.
Selv om UHØRT arbejder med kunstnere fra hele landet, er det København som indtil nu har haft mest glæde af UHØRT i forbindelse med den årlige festival i august. Teltpælene plantes derfor for tredje år i træk i den aarhusianske musikmuld, når UHØRT indtager SPOT Festival i Aarhus lørdag d. 12. maj!
Line-Up
Motorique
Motorique inviterer til dans under palmetræer på en selvlysende strand midt på en Autobahn i Ruhr-distriktet. Førstesinglen, Surfer, er blevet rost for sit tropiske, dansable, men også kølige univers. Lyden trækker fra både synthpop, krautrock og 70’er funk. Talking Heads, Kraftwerk og Beach Boys er blandt inspirationerne for Motorique’s repeterende beats, svævende guitarer og lejesyge congas.
SUNDAYS
SUNDAYS særegne stil væver sig gennem poppens melodiøsitet, indie-rockens melankoli, og folk-scenens lidenskabelige tekstunivers. Denne stil afspejles i kvartettens nordiske rødder, og udmunder sig dermed i genren ‘nordisk folk-pop’. Anført af sangskriver, Magnus Jacobsen, inviterer SUNDAYS på drømmende intimitet, med oceaner af kor-harmonier i et akustisk lydbillede, og sjælen blottet for beskueren.
SHERPA
Sidste års vindere af Karrierekanonen, SHERPA, udgav i november deres debut single ‘Fornever’, der sidenhen har fået massiv airplay på P6 Beat. Den 16. marts kom så den længeventede debut EP ‘Heartless’, der allerede på nuværende tidspunkt har høstet gode anmeldelser fra Gaffa, Bands of Tomorrow og Musikblogger.dk. Fælles for anmeldelserne er, at de ser et stort potentiale i SHERPA. Selvom duoen kun lige har udgivet deres første EP har de allerede givet lovning på flere udgivelser i løbet af i år og det bliver spændende at se, hvor SHERPAs univers leder os hen.
Iris Gold
Den dansk-jamaicansk-engelske sangerinde Iris Gold imponerer med musik, der har rødder i et ægte hiphop-hippie-miljø fra Christiania i København, hvor hun voksede op til lyden af alt fra Jefferson Airplane til Beastie Boys. Siden hun startede sin karriere for alvor, har hun allerede i en alder af 27 år spillet sammen med navne som Blur, Taylor Swift og Robbie Williams.
ELO
Med sine afrikanske rødder og opvækst i Kolding, er ELO et spændende navn på den danske hiphop scene. ELOs lyd afspejler hans personlighed – hård med et pift af soul og bløde toner. Hans rapstil og lyrik adskiller sig fra normen, da ELOs hovedfokus ligger på at motivere, inspirere og fortælle hans bevægende historier. På scenen er ELO altid manden der sparker festen i gang, uanset tid, sted og crowd.
Alexander Oscar
Det unge århusianske stortalent fik sin første pladekontrakt allerede som 13-årig. Den nu 19-årige Alexander Oscar laver poppet r’n’b og er lige nu aktuel med hit-singlen ‘Number’. Der kører i A-rotation på P3 og topper Spotifylisterne i Dk og udland!
Læs mere om UHØRT på uhoert.dk.