Hun Solo
Tor 10. maj 21:00
Remisen – Godsbanen
HUN SOLOs ambition er at præsentere så mangfoldigt et udvalg som muligt af de mange spændende, unikke og ekstremt kompetente kvindelige kunstnere, der findes på musikscenerne, at fejre en nuanceret diversitet af musikalske udtryk og lade smukke, vilde, sensuelle, sårbare, stærke og seje kvindelige kunstnere udfolde deres fortællinger med power, integritet og høj kvalitet.
HUN SOLO handler dels om at udforske det kunstneriske format ‘solokoncerten’ og dels om at præsentere en bred og konstant varierende palet af de mange forrygende kvindelige kunstnere, der findes i musikkens landskaber.
Ved en HUN SOLO-koncert består line-up af fem artister, som spiller hver sin solokoncert med al den intimitet og intensitet, det indebærer.
HUN SOLO præsenterer konstant skiftende line-ups, hvor man kan opleve musikerne performe deres sange i nye og anderledes fortolkninger. En HUN SOLO-koncert er således altid en helt særlig oplevelse.
Koncerten er en åben koncert under SPOT – også adgang uden festival-armbånd.
Til koncerten i Remisen torsdag kan du opleve:
KIRSTINE STUBBE TEGLBJÆRG har længe skabt de smukkeste møder mellem drøm og støj på den danske musikscene. Som sanger og sangskriver i Blue Foundation var Kirstine med sin luftige vokal med til at skabe den helt særlige stemning på hits som ‘Eyes on Fire’, ‘As I Moved On’ og ‘End of the Day’. For nogle år siden gik hun solo og udgav albummet ‘HAMSKIFTE’ (2013) til anmelderroser som “afsindigt smukt” (Berlingske) og “nærmest overjordisk” (Soundvenue). Sproget på ‘HAMSKIFTE’ er dansk, og Kirstine har selv stået for hvert eneste lag i lyden og produktionen. I numrenes instrumenteringer er der fx gjort stærk brug af reallyde som metro-tog og whitenoise-vind.
NANA JACOBI spiller filmisk, sensuel pop og leverer gåsehudsfremkaldende liveoplevelser. Hendes seneste album EXPANDER (2015) – nummer tre i rækken – skabte overskrifter som “en modig stemme” og “en inspireret outsider tæt på mainstream”. Nana er for nylig begyndt at skrive på dansk, hvilket hendes liveoptrædener også giver smagsprøver på. “Jeg har blod på tanden og blod i panden” lyder det ét sted. Og et andet sted er man fuldstændig sneblind. Det er stærkt, intenst, sårbart. Numrene er melodiøse og forførende, men vær klar til også at træde derud hvor støjen sætter dagsordenen. Nanas lyd har desuden været med i flere spillefilm, bl.a. er hun stemmen bag hittet ‘Open Sky’ fra ‘En kort en lang’, og hendes ‘Maybe In Another Life’ har været med i ‘Lev Stærkt’ og internationale kampagner for ‘1864’.
DI GARBI er både sangskriver, producer og filminstruktør. Di Garbi kendes fra sin stemningsfulde og fængslende mytiske musik i kortfilmen ‘This Eternal Night’. Musikken tryllebinder dig, og du vil længere ind i mørket. Filmen blev vist på CPH:DOX, hvor hun optrådte på kunsthal Charlottenborg. Verdensportalen WELUM har senest i samarbejde med Di Garbi lavet et flot personligt portræt af hende og hendes kunst. Se portrættet her.
SHOKO er inspireret af både de klassiske amerikanske popdivaer og den mere skandinaviske poplyd. Hendes single, “Forever”, fra 2017 viser, at hendes stemme har masser af volumen, og man kan forvente flere storladne popsange fra hendes hånd. Af samme årsag Shoko er udtaget til Karrierekanonen 2018.
YUKKA er en egyptisk hip hop artist og aktivist, som nu har bosat sig i Danmark. Yukka startede med rapmusik i 2010, hvor hendes tekster hovedsageligt fokuserede på sit personlige liv. Efter det egyptiske forår blev teksterne politiske og fremhævede den kvindelige rolle i samfundet og kvinderettigheder.