Det skal du høre på SPOT 2018

Schwarze Fiktion beskriver deres lyd som ’den besnærende lyd af neonoplyste metropoler efter midnat. Elektronisk rock spændt som en fjeder. Romantisk postpunk med masser af krop.’ Og det er egentlig meget godt ramt. Lyt f.eks. til den bastante “Disconnected” ’ en sang, som med sine pumpende beats, hvinende guitarstøj og synthflader nærmest er skabt til at hamre speederen i bund på den tyske autobahn. Eller de mere svævende, rumklangsfyldte og dystopisk smukke numre “The Devil’s Trail” og “Enclosed”.

Skylar Fri er et lovende navn på den danske popscene, som lægger sig i slipstrømmen af patosfyldt pop i stil med Mø, Iris Gold, Ea Kaya og norske Sigrid. Bestemt et lyt værd, men du er nødt til at gå før Katrine Stochholm er færdig, hvis du skal nå at fange duoen.

Fængende, energisk og en smule pastiche i udtrykket er Virgin Suicide. Bandet låner ubesværet fra solbeskinnet britpop og har stærke referencer til 80’ernes jangle-pop. Det er efterhånden nogle erfarne fem herrer, som har rumsteret siden 2012, hvor jeg første gang skrev om bandet. Jeg har før anbefalet dem i guides til både SPOT og Roskilde Festival, og denne gang er sikkert heller ikke sidste gang. De holder stadig 100 % og er et sikkert kort, når det kommer til stilsikkerhed og evnen til at sprede glæde og god energi med deres små-naive, romantiske sange.

Yangze er Jakob Littauers elektro-pop projekt. Det er en talentfuld ung herre, som allerede som 12-årig brød igennem med duoen Electrojuice og senere udgav et album som trio med bl.a. Tomas Barfod under navnet Jatoma. Yangze er minimalistisk, futurisk pop og forbandet iørefaldende!

Yune er endnu et band Musik Mig Blidt har fulgt tæt i flere år og som også har spillet til Musik Mig Blidt præsenterer (vol.5) (sammen med Fugleflugten). De spiller skæv, charmerende pop, leveret med tilbagelænet overskud og en god portion groove i deres brug af bas. Som de seneste singler Wovels og Animal demonstrerer er Yune et særdeles dygtigt indie-pop-band, der har fundet deres egen lyd inden for genren, hvor melodierne udfolder sig mere organisk og vævende og er mindre søgende efter hooks. Potentialet er stort, og bandet planlægger endelig at udgive debutalbummet til efteråret. Eftersigende skulle det dreje sig mere over i trip-hop-genren(!), så bandet må have truffet nogle radikale musikalske valg på det sidste, som jeg bliver nødt til at høre, hvordan lyder!

Jeg elsker strygere, og jeg elsker strygerarrangementer! Når de i sammenhæng med rytmisk musik får lov at få en fremtrædende plads, skaber det dybder og stemninger i musikken, som ikke kan opnås på andre måder. Lørdag er der hele tre koncerter med strygeensemblet Who Killed Bambi, hvor du får mulighed for at opleve dette! Who Killed Bambi spiller sammen med både Asbjørn, Cecilie Sadolin og The Attic Sleepers. Siden 2009 har ensemblet faktisk specialiceret sig i at bearbejde og fortolke musik af en stribe af danske og nordiske sangskrivere. Musikken bliver arrangeret af og for ensemblet og opført med sangskriverne selv.

KarriereKanonen har udvalgt Aufori som én ud af 12 kandidater i 2018 ’ og Aufori er efter min mening klart dem, som har mest på hjerte af de 12. Bandet består af fire efterskolevenner, der deler musikalsk slægtskab med kunstnere som Aksglæde, TÅRN og især Katinka. Genren er indie/singer songwriter med ukulele som centralt instrument. Musikken indeholder lyrisk, reflekterende hverdagspoesi samt samfundskritik på dansk. Og så er den intim og ærlig og elegant. Forsanger Anna Ritsmars lyse inderlige vokal er desuden let at forelske sig i.

Det er et forfriskende take på popgenren, som Bad Birthday præsterer. I de uforudsigelige kompositioner er der både skønsang og rap, eksotisk klingende og eksperimenterende instrumentation, høj rytmisk kompleksitet, world music/jazz-tendenser og computerspilsæstetik. Bad Birthday er altså lidt af en musikalsk smeltedigel, men det er absolut positivt ment. Det sprudlende nummer “Future Me” minder mig i øvrigt i sidste tredjedel lidt om “Under The Sea” fra Disney’s The Little Mermaid. Kan du høre ligheden?

Crush er lidt af et wildcard, da der endnu ikke er noget musik ude fra Annsofie Salomon, som musikeren bag hedder i virkeligheden. Hun har arbejdet på dette projekt i over tre år, så det er altså en omhyggelig kunstner, vi har med at gøre. Når man så er signet på det toneangivende selskab Tambourhinoceros er min opmærksomhed yderligere vakt. Og når Tambourhinoceros samtidig lover, at fans af Joanna Newsom, El Perro Del Mar and Angel Olsen ikke bliver skuffede, bliver forventningerne ikke mindre!

EmmaDop har endnu ikke udgivet noget officielt, men der ligger en række livesessions og optagelser, som vidner om et godt tag om synth-popgenren i en atmosfærisk og drømmende indpakning. De arbejder i øjeblikket på deres kommende debut-ep.

Det er lidt en selvfølge, at Fugleflugten skal med i mine anbefalinger til SPOT. Jeg håndplukkede dem nemlig personligt til Musik Mig Blidt præsenterer (vol. 7) i 2016, og jeg har siden skrevet om dem mange gange, senest i min gennemgang af mine favoritudgivelser fra 2017, hvor jeg gav deres ep “Bølgevækker” følgende ord med på vejen: (Bandet) ’mestrer at kombinere skrøbelig inderlighed og længselsfuld melankoli i et sælsomt lydunivers, der krydser bro mellem shoegaze, dream pop og post-punk. Rasmus Ydes dansksprogede lyrik formår, på trods af sin simpelhed, at drage med sin naturinspirerede metaforik.’

Musik Mig Blidt har et særdeles godt øje til Katrine Stochholm (tidligere forsanger i Under Byen) og kårede hendes sidste album ‘Danser Til Radio’ til et af de bedste danske albums fra 2016. Du skal opleve Katrine Stochholm for hendes vokals nærvær, inderlighed og melankolske styrke. For hendes sanges, sprudlende, farverige legesyghed, fornemmelse for finesse og evne til at skabe drømmende, hypnotiserende stemninger. Jeg håber i øvrigt inderligt, hun spiller den på samme tid skrøbelige, stærke og vanvittigt smukke “Jeg Husker Alt”!

Det er et meget overbevisende debutalbum, som Luster udgav tidligere i år. Vi snakker skæv psych-pop i lo-fi-indpakning og med international appel. Sanger og sangskriver Jacob Haubjerg står i centrum, mens hans band består af folk fra andre dygtige projekter ’ Ice Cream Cathedral, Masasolo og Sleep Party People.

DUP bruger ordene ’melankolsk og dybdegående eftertænksomhed’ om Marie-Louise Muncks musik, og det er egentligt meget præcist. På hendes mini-album Moon Dogs fra sidst i marts kan man virkeligt høre, at Marie-Louise og medproducer Troels Bech virkelig har arbejdet benhårdt på at mane de helt rigtige lydlandskaber og tonaliteter frem, som understøtter det alvorlige indhold, der kredser om kærlighed og identitet. Resultatet er meget følelsesfuldt og gribende på en underspillet måde.

Forsanger Daniel Abraham laver svævende artpop sammen med producer Sophus August Tuxen, der også spiller keys samt trommeslager Sebastian Fibiger. Det er en uforudsigelig omgang, hvor genrer opløses og blandes lystigt. Bandet er heller ikke bange for at bygge en stemning op i lang tid, før noget der minder om et omkvæd falder f.eks. i den ambivalente “Going Up / Going Down”.

Mary Jean har arbejdet med kunstnere som Kajsa Vala og Katrine Stochholm (Under Byen) og har for nylig udgivet en single med sit faste band, der består af stærke spirende kræfter fra den danske musikscene. På trommer og kor har Mary Jean bl.a. sidste års SPOT-aktuelle Espichicoque, og single produceret af Anders Boll, der har lavet lyd for bl.a. Efterklang og Lowly.

Molina laver psykedelisk og skæv synthpop. Hun har lige smidt en ny single, “Hey Kids”, som er mega cool på sin egen 80’er-agtige måde med stramme beats og et loop af omtågede synthesizere. Svenske Late Verlane optræder med gæstevokal. “Hey Kids” er Molinas første single i 2018, og der vil følge flere som året skrider frem. Den er skrevet af Molina og Late Verlane og produceret af Molina selv.

ONBC’s Travelmate lavede efter min mening en af de smukkeste og mest melodiske stærke plader fra 2017. Du kan kalde det støjpop-rock, dreampop, shoegaze ’ whatever. Albummet er ikke så enkelt at kategorisere, for der er også noter af surf, country og americana på pladen. Og masser af rumklang. The Jesus and Mary Chain spøger som reference på de støjende passager, men udtrykket bliver blødt væsentligt op af twangy guitarer, orgler, klokkespil og vibrafon-temaer, og ikke mindst bandets to sangerinder Camilla Florentz og Tanja Simonsens lyse, luftige vokaler, som er blevet sammenlignet med sangerinder som Hope Sandoval fra Mazzy Star, Wendy Smith fra Prefab Sprout samt Julee Cruise. Mange af sangene får som resultat en blid, poetisk, vuggevise-agtig kvalitet, som går rent ind hos undertegnede.