Strøm sætter også fokus på elektronisk læring og sparring under SPOT
(Foto: Daniel Liversage)
Strøm præsenterer ikke bare elektronisk musik på SPOT gennem to aftener på SPOT. Det er også en organisation, der arbejder for at få elektronisk musik ud i andre sammenhænge. Og det kan mærkes under SPOT.
Frederiksbjerg Skole vil under SPOT danne rammerne for et anderledes take på musikundervisning. Under konceptet ”Strøm til børn” arrangeres et undervisningsforløb for 5. og 6. klasse, som bliver implementeret i den normale musikundervisning i skoletiden. Der vil være to instruktører fra Strøm, som styrer slagets gang, når børnene giver sig i kast med at skabe deres helt egen nye lyd på iPads. Via iPad’en har eleverne mulighed for at skabe og påvirke deres egen lyd, selvom de ikke kan spille på et traditionelt instrument. Der er altså lige muligheder for at skabe musik på tværs af elevernes musikalske opdragelse.
Maja Kring Schjørring, sekretariatsleder hos Strøm: ”Det er en demokratisk musikundervisning, hvor ingen skiller sig ud, da alle elever spiller samme musikinstrumentet og ikke kan spille forkert. Når de sætter deres finger på iPad’en skabes musikken. Når alle har det samme instrument i hånden undgår vi også de klassiske musikalske rollemønstre, hvor drengene vælger bas og trommer, og pigerne synger.”
Foruden at give børnene et indblik i en ny musikalsk verden, har Strøm også planlagt kurser henvendt til musiklærere, der ønsker at få ny inspiration og viden til at undervise i musikfaget. Formålet er at iPad’en tages i brug, både som instrument og værktøj til at skabe musik og lyde.
”I workshoppen tages der udgangspunkt i ”Strøm til Børn”s skoleprojekt og de app’s der anvendes i den sammenhæng. Der illustreres hvordan iPad’en kan bruges som instrument i sammenspilssituationer sammen med andre iPads – eller med andre instrumenter fra musiklokalet.” fortæller Maja Kring Schjørring.
(Foto: Daniel Liversage)
Strøm giver udvalgte artister Homework
For de mere øvede udi kunsten at producere elektronisk musik, afholder Strøm også masterclassen Homework. Arrangementet hører, ligesom Strøm til Børn og opkvalificeringskurset, under Strøms undervisnings- og videndelingsspor ‘Knowledge’ og består i at udvalgte, aktuelle artister åbner døren til deres studie for en håndfuld udvalgte deltagere til en dag med fokus på produktion, teknik, erfaringer ift. komposition, mix, indspilning, samt tricks of the trade.
Når Homework foldes ud under SPOT vil det være den aarhusianske producer og DJ Natal Zaks fra Regelbau-crewet, der har over 10 års arbejdserfaring med en lang række former for elektronisk og eksperimenterende musik. Han inviterer 3-4 udvalgte lokale producere ind i sit studie til en dag med sparing og producering af musik i professionelle rammer.