Internationale hot shots og store talenter mødes under Aarhus Calling
Det bliver intenst og lærerigt, når dette års udgave af Aarhus Calling sparkes i gang med besøg fra nogle af de skarpeste sangskrivere, producere og A&Rs den internationale musikverden kan tilbyde.
Af Mikkel Wenzel Andreasen
Danmarks mest ambitiøse sangskriveraspiranter er blevet skåret ned til dette års tolv deltagere på sangskrivereventet Aarhus Calling, som finder sted under SPOT fra 9. til 11. maj i hjertet af Aarhus.
Over tre dage skal disse nye talenter prøver kræfter med sangskrivning i samarbejde med hinanden, og 14 af de dygtigste fra den internationale branche – heriblandt sangskriveren og produceren Stephen Puth (den millionsælgende Charlie Puths bror), som blandt andre har skrevet for Jason Derulo. Den engelske songwriter Jin Jin, som har skrevet sammen med Jess Glynne, Rita Ora, Tinie Tempah og Jonas Blue samt den engelske songwriter Talay Riley, som har skrevet for Jessie J, Ellie Goulding og Khalids store hit ”Young Dumb & Broke”.
Og når der kommer noget godt ud af eventet, så står blandt andre Lil’ Eddie klar i kulisserne. Lil’ Eddie som selv er sangskriver og producer, men i år repræsenterer pladeselskabet Syco som deres A&R. Syco som blev grundlagt af Simon Cowell og tæller talenter som Zayn, Camilla Cabello og Fifth Harmony.
At samle sådan et hold af internationale stjerner fra musikbranchen kommer ikke af sig selv, det fortæller den danske initiativtager og projektleder Rewan:
”Det har krævet en masse diplomatisk arbejde at sørge for, at alting går op i en højere enhed. Det handler jo om samarbejde, så det er ikke nok at finde de bedste folk, det skal også være dem, som vi tror på har den rigtige kemi og som kan præstere både under, men forhåbentlig også efter lejren. Aarhus Calling er lige så meget en chance for at netværke, som for at udvikle sig indenfor sin sangskrivning eller at være producer,” siger Rewan, og tilføjer med et glimt i øjet: ”Det er lykkedes os i tre år at sætte sådan et event i stand – mon ikke igen i år bliver en succes.”
Dansk talent står ikke tilbage
Til trods for det overvældende internationale line-up, så stiller Danmark også med flere dygtige folk. 10 professionelle danske sangskrivere og producere, heriblandt er Cutfather et tilbagevendende indslag, sammen med Tommy Gee, som er en af de helt skarpe danske producere og sangskrivere, der har arbejdet for store pladeselskaber som Universal, Sony og EMI og har skrevet med for artister som One Direction, Nile Rodgers, Wolfgang Gartner og Chris Brown.
Talenterne i sig selv kommer fra hele landet, og to af dem er endda opdyrkede gennem søsterprojektet SPOT Calling, som i efteråret tog sangskriverlejren ud til blandt andet Thy for at finde talenter uden for de større byer.
”Talentniveauet for vores deltagere har aldrig været højere, og vi er utroligt stolte over, at vi de sidste fire år har været med til at professionalisere sangskrivningen i Danmark – vi føler, at det er det kontinuerlige arbejde med sangskrivningen, som vi får et pay-off på nu i form af de her dedikerede og talentfulde deltagere på årets Aarhus Calling,” siger Rewan.
Som noget nyt står der også ekstra meget på højkant for de tolv deltagere på sangskrivereventet, da der til afslutningen på Aarhus Calling fredag afholdes sangskriverkonkurrence og prisoverrækkelse fra DPA/Kodas formand Niels Mosumgaard, som præsenterer det vindende co-write team med et trofæ – og en tur til UK hvor holdet indlogeres i en arbejdsbolig og kan færdigpudse deres sange og arbejde på nye sammen med holdet fra Aarhus Calling.
Rewan, producer, sangskriver og projektleder for Aarhus Calling
Cutfather, producer, dj og sangskriver. Foto: Anne Aaby