Networking der tager kegler
Der tales både bowling og business hen over de klassiske cafeterieborde i Århus Bowlinghal søndag formiddag til networking arrangementet MXDs Super Bowl.
Af Amanda Sofia Mortensen
En klassisk brunch-buffet er stillet frem, og bowlingbanerne er åbnet til fri afbenyttelse. Kugler i alle farver ruller mod de hvidmalede kegler, og højtaleren spiller festlig stemningsmusik. Århus Bowlinghal er fyldt til randen af folk fra både den internationale og danske musikbranche. Alle med et navneskilt om halsen, der flakker i vinden, når branchefolkene går helt ned i knæ, for at lave et skud, der kan imponere medspillerne.
De otte baner er dekoreret med belysning fra lysstofrør og graffitilignende billeder af sportens vigtigste elementer: kegler og kugler, kun afløst af et par reklamer for skønhedsprodukter, frisørsaloner og privatskoler. I baren, der er belyst af farverige lyskæder, koster en stor fadøl 40 kroner og et stort glas sodavand 35. Selvom en fadøl hører sig til, når man er på festival, så er det sodavand, der bliver solgt mest af.
Stemningen er i top på trods af det tidlige tidpunkt. Klokken 10.00 er tidligt, når man bruger aften- og nattetimerne på koncerter og fadøl. Ved en af de yderste baner kan man en gang imellem se en jubelscene, og ved en af de midterste står to tyske branchefolk og smiler lidt frustreret til hinanden, mens bowlingkuglerne gang på gang triller ud i ’grøften.’ Et tredje sted kastes kuglerne uentusiastisk ud på banen, mens samtalen går på, hvilke artister der er interessante at se i dag.
Bowling erstattes med business
Klokken er slået 12.30, og for de fleste har samtalen erstattet bowlingbanerne, og de rødhvide sko er udskiftet med sneakers og sort læder. Visitkort skifter hånd, og sætningen ”can i have your e-mail?” er at finde overalt ved de små borde i plast og blåmalet metal.
Flere har taget dagens festivalprogram op ad lommen. I cafeteriet sammenligner to engelsktalende kvinder, hvilke koncerter og seminarer de har tegnet en ring om, og i baren står en ung mand, som forsøger at overbevise dem, der står omkring ham om, at den kunstner, de hørte i går, er lige præcis, hvad folket vil have:
”Det var vildt at se, at folk gik helt amok,” siger han, mens dem omkring ham nikker både tøvende og bekræftende.
Et andet sted sidder to solbrune mænd lænet ind over en mobiltelefon, mens den ene klikker rundt i SPOT-app’en.
“Which band did you like the most?” spørger han og peger ned i telefonen.
”Vi ses”
Omkring klokken 13.00 har de fleste navneskilts-bærende branchefolk forladt bowlinghallen, og personalet er ved at rydde den tømte brunch-buffet væk. En kvinde og en mand er ved at løbe tør for samtaleemner.
”Er du god til at bowle?” spørger kvinden, og manden svarer at han blev nummer to med et selvsikkert smil på læben.
Højtalerne spiller det nu tomme lokale op. Branchefolket skal videre til næste event i kalenderen.
På vejen ud bliver der sagt ”vi ses” i stedet for farvel, og Århus Bowlinghal er igen blot et samlingssted for bowlingglade besøgende uden navneskilte.