Meet The Talent: Hvor branchen møder talentet!

Konferrencelokalerne oser ikke ligefrem at det vilde rock’n’roll-liv. De blå og hvide farver i Scandinavian Congress Center er polerede og en smule institutionelle.
Men stemningen er god, og det summer af nervøse talenter, der står rundt omkring i lokalet med deres computer og materiale under armene. De har alle søgt om at få foretræde for en del af den danske musikbranche. For at se om de kan kobles sammen i nye ægteskaber, i de ni minutter mellem klokkens ring.
Speeddating for kunstnere og branchefolk.

Rummet med de obligatoriske caféborde er fyldt. Snakken går livligt. På den ene side af bordet sidder hovedtelefonerne over ørerne – der lyttes. På den anden side af bordet, bliver der nervøst set til. Man venter dommen. Er der hul igennem? Kan de lide det? Eller skal man finde nye græsgange?

Meet The Talent har igennem årene givet konkrete kontakter og aftaler for en lang række musikere. Her har vi talt med nogle af parterne på begge sider af bordet.

Af Mikkel Wenzel Andreasen, Mads Kamp & Amanda Mortensen. Foto: Lea Thorsen/presse

Hvem er du?

Navn: Ann-Sofie Rokbøl

Kunstnernavn: Eif

Genre: Nordisk r’n’b

Diskografiudpluk: Ep’en ”Teal” og singlen ”Bridges”

Hvordan havde du forberedt dig, inden mødet med de musikprofessionelle?

”Jeg havde læst op på, hvilke selskaber, som havde artister, der måske mindede lidt om mig. Det var så Disco:wax/No.3 og Phlake Mansion. Dem kontaktede jeg så faktisk på forhånd, skrev en mail til dem, og det svarede de rigtig positivt på, at jeg havde været lidt proaktiv. Så det råd vil jeg gerne give videre.”

Hvad har dit mål været med Meet the Talent?

”Lige nu er jeg meget selv hængt op på, at jeg arbejder i et kommunikationsbureau, jeg skriver speciale og jeg laver selv alt arbejde med at booke, udgive og manage min musik; så jeg vil rigtig gerne have et bureau til at hjælpe med nogen af de ting, så jeg kan fokusere.”

Hvordan er det så gået med dine samtaler?

”De to første jeg snakkede med, de ville gerne lytte til min musik, så der viste jeg dem nogle klip fra en live-optræden på min computer, mens den sidste han hellere ville snakke med mig. Men jeg synes, det er gået godt, og de har alle sammen sagt, at vi snakkes ved.”

Hvad skal der ske på resten af SPOT?

”Jeg har faktisk et helt excel-ark, hvor jeg har lagt alle de arrangementer ind, som jeg skal se og høre; der er kun lige et lille hul i morgen, hvor jeg ikke er booket, ellers får jeg travlt. Ellers er det i det hele taget bare godt at komme på SPOT og stikke en finger i jorden og mærke, hvad der fungerer, og hvad det kræves og bare være sammen med en masse mennesker, som virkelig brænder for det de laver. Her er en virkelig god stemning.”

Hvem er du?

Navn: Gurli Octavia

Genre: Ny nordisk folk

Hvordan havde du forberedt dig, inden mødet med de musikprofessionelle?

“I år har jeg ikke brugt så meget tid på det, fordi jeg har haft meget travlt med musik til SPOT, men sidste år brugte jeg mere tid og fik også en booking-aftale ud af det. Det var det en, jeg kendte lidt i forvejen, men så fik jeg lige inviteret ham til min koncert, og så har vi arbejdet sammen siden.”

Hvad har dit mål været med Meet the Talent?

“Jeg er her for at finde noget management.”

Hvordan er det så gået med dine samtaler?

“Fint, det var hyggeligt. Vi fik snakket lidt om Godsbanen, og hvad der ellers sker. Det var dejligt uformelt. Jeg gjorde et mega-godt indtryk, og jeg er meget tilfreds; man kan godt mærke at dem på den ene side af bordet er mere nervøse. Men vi er her jo allesammen på grund af kærligheden til musikken..”

Hvad skal der ske på resten af SPOT?

“Jeg har kun fire møder, fordi jeg har booking og pladeselskab. Så jeg er lidt privilegeret. Sidste år havde jeg hele vejen fra start til slut. Men der er god stemning, så nu skal jeg også ud og nyde det.”

Hvem er du?

Navn: Martin Baltser

Genre: Indie/Alternative

Diskografiudpluk: Soundcloud

Hvordan havde du forberedt dig, inden mødet med de musikprofessionelle?

“Ikke så meget til selve speed-datingen, det er jo trods alt kun ni minutter. Men der er sindssygt meget forberedelsestid, der går med at vide, hvem man er og at kunne præsentere det hurtigt. Så på den måde har man jo forberedt sig i lang tid.”

Hvad har dit mål været med Meet the Talent?

“Ja, jeg har skrevet en del med Scandinavian inden, så målet var at få snakket lidt videre. For det er jo også ligeså vigtigt for mig at vide, om det egentlig er en samarbejdspartner, jeg også er interesseret i.”

Hvordan er det så gået med dine samtaler?

“Jeg fik talt med Scandinavian og Phlake, nogle korte møder. Jeg har prøvet det en del gange før. Det er så fedt bare lige at få lov til at hilse på og vise flaget. Jeg synes det fedeste til de her meetings er, at man får lov til at stifte bekendtskaber. Jeg har endnu ikke oplevet, at der er nogen, der er hoppet på med det samme på de ni minutter, og som står klar med en underskrift, men jeg tror at det giver noget godt i længden, fordi man kommer ind til folk, og de får hørt ens musik. Og at de kan huske en. Det er nok det vigtigste. Det er det, jeg bruger det til.”

Hvad skal der ske på resten af SPOT?

“Baest, som jeg også kender manageren for. Så det skal jeg ind at høre i nat. Det bliver fedt, tror jeg.”

Hvem er du?

Navn: Bottlecap (S)

Genre: Garage-rock

Diskografiudpluk: https://soundcloud.com/bottlecap

Hvordan havde I forberedt Jer, inden mødet med de musikprofessionelle?

“Vi skal bare præsentere vores plade og så ellers charmere folk.”

Hvad har dit mål været med Meet the Talent?

“At møde interessante mennesker, først og fremmest. Og se hvad vi kan dele mellem hinanden. Vi har spillet i ti år og har lige indspillet en plade. Så nu vil vi gerne se, om vi kan møde nogen, der ville udgive den.”

Hvordan er det så gået med dine samtaler?

“Rigtig fint. Det er sjovt at møde mennesker fra forskellige brancher indenfor musik.”

Hvem er du?

Navn: Ane Monsrud

Genre: Alternativ pop

Diskografiudpluk: Spotify

Hvordan havde du forberedt dig, inden mødet med de musikprofessionelle?

“Jamen, man forbereder sig jo hele tiden. Der er en ofte en forventning i musikbranchen om, at man altid er klar til at præsentere hvem man er, og den musik man laver. I dag er selvfølgelig speciel, fordi man kun har ni minutter sammen med produceren.”

Hvad har dit mål været med Meet the Talent?

“Jeg håber, at jeg får kontakt med en booker, men det handler om kemi. Vi må se, om den opstår i dag.”

Hvordan er det så gået med dine samtaler?

“Det gik godt. Jeg talte med ArtPeople, der gav mig plads til at fortælle om min musik, men også om mig selv. Han sagde, at han ville komme forbi til vores koncert i morgen, og så ville han gerne høre nogle af vores produktioner, der ikke er udgivet endnu.”

Hvad skal der ske på resten af SPOT?

“Jeg skal se Katrine Stochholm, Kira Skov og nogle af mine venner, der spiller på Musikhusets Klubscene.”

Hvem er du?

Navn: Johannes Hieronymus

Genre: Singer-songwriter, pop-rock

Hvordan havde du forberedt dig, inden mødet med de musikprofessionelle?

“Jeg har fundet ind til kernen af min musik. Altså fundet frem til, hvad jeg gerne vil med min musik, og hvad jeg vil vække i folk.”

Hvad har dit mål været med Meet the Talent?

“Overordnet set, så har målet været at få nogle kontakter, og at sige: ’jeg er åben overfor alt, hvad i kan bruge mig til.’ Jeg har min teknik og musikalitet, men jeg har ikke mit eget pladeselskab eller min egen manager endnu.”

Hvordan er det så gået med dine samtaler?

“Jeg har været til to møder, og de er gået godt – specielt mødet med Stefan fra Phlake Mansion. Han lægger enormt meget sjæl i sit arbejde, og det var meget inspirerende at snakke med ham.”

Hvad skal der ske på resten af SPOT?

“Ja, jeg skal se Simone Tang, og så tror jeg, at jeg skal se Patrick Dorgan.”

Hvem er du?

Navn: Sharon og Aske

Kunstnernavn: Ravi Kumar

Diskografiudpluk: Soundcloud

Hvordan havde I forberedt Jer, inden mødet med de musikprofessionelle?

Sharon: “Vi har lige talt med Lauritz fra The Bank, og nu skal vi tale med Martin fra Luger. Dem har vi taget vores musik med til, og så har vi inviteret folk med til vores koncerter.”

Aske: “Jeg kan mærke, at vi lige skal tale os varme, men jeg tror, vi føles som rigtige mennesker.”

Sharon: “Haha. Ja.”

Hvad har Jeres mål været med Meet the Talent?

Sharon: “At finde et management.”

Aske: “Ikke nødvendigvis komme ud med en kontrakt. Det handler mere om, at få et overblik over, hvem der er her i dag, og hvor vi passer ind. Det er virkelig et puslespil.”

Sharon: “Ja, og også bare fortælle, hvem vi er.”

Hvordan er det så gået med Jeres samtaler?

Sharon: “Meget chilleren. Lauritz sagde, at han gerne ville komme til vores koncert.”

Aske: “Han virkede oprigtigt interesseret, så nu er der endnu mere pres på i aften. Vi er lidt nervøse.”

Hvad skal der ske på resten af SPOT?

Aske: “Jeg vil gerne se Roger Beattaker, der er noget nørdet noget, men han er dygtig.”

Sharon: “Jeg ved ikke, om jeg får tid til det. Jeg tager det, jeg kan nå.

Hvem er du?

Navn: Kim

Kunsternavn: Kim Kim

Genre: Weird, electronic music

Hvordan havde du forberedt dig, inden mødet med de musikprofessionelle?

“Først tjekkede jeg alle navnene ud, som er her i dag, for at finde et godt match. Så har jeg forberedt en pitch, hvor jeg har en præsentationsvideo, der giver et visuelt og lydmæssigt indblik i mit arbejde.”

Hvad har dit mål været med Meet the Talent?

“At få en booker til at forelske sig i min musik.”

Hvordan er det så gået med dine samtaler?

“Jeg har en masse visitkort med under armen, som jeg kyler i nakken på så mange folk, jeg kan. I dag har jeg snakket med Sony Music, PDH Music og Luger Music. Det har været en positiv oplevelse. De var kritiske på en brugbar måde.”

Hvad skal der ske på resten af SPOT?

“Jeg har haft hovedet oppe i røven indtil i dag, så nu skal jeg have læst programmet igennem, men jeg glæder mig.”

Hvem er du?

Navn: Simone Tang

Genre: Halvelektronisk, melankolsk popmusik

Hvordan havde du forberedt dig, inden mødet med de musikprofessionelle?

“Jeg har selvfølgelig tjekket ud, hvem der stod på listen. Fundet ud af hvem det gav mening at snakke med. Man skal helst kunne se en grund til at tale med dem. Ud over det, så har jeg forberedt, hvad jeg gerne ville fortælle til de enkelte, og de sange jeg gerne ville spille for dem.”

Hvad har dit mål været med Meet the Talent?

“Det er at finde et hold, som jeg kan lege med. Noget management og ledelse.”

Hvordan er det så gået med dine samtaler?

“Jeg har talt med The Bank, Sony Music, Mermaid Records, Skandinavian, Iceberg Music Group og Disco:Wax & No3. Det er gået godt. De syntes, det lød spændende. Jeg spiller koncert i aften, og flere sagde, at de ville komme forbi.”

Hvad skal der ske på resten af SPOT?

“Jeg har nogle venner, der hedder Dusin, der skal spille, og så girl-crusher jeg helt vildt på Jada.”

Branchefolk:

Hvem er du?

Navn: Stefan Christopher Petersen

Selskab: Phlake Mansion

Rolle: Manager

Hvordan havde du forberedt dig, inden mødet med talenterne?

”Jeg har jo ikke kunne vælge, hvem jeg gerne vil møde, på samme måde som jeg er blevet valgt af talenterne. Så jeg har selvfølgelig læst op på dem, som jeg skal præsenteres for, og så er det spændende at høre en masse forskelligt.

Hvad har dit mål været med Meet the Talent?

”For mig handler det meget om mennesket; jeg lytter for eksempel ikke til musik, mens jeg snakker, fordi vi kun har ni minutter, så jeg skal nå at mærke, hvem de er, inden jeg går videre. Så jeg har heller ikke haft de store planer inden vi gik i gang, andet end at jeg skulle møde nogle nye mennesker, og se hvordan landet ligger.”

Hvordan er det så gået med dine samtaler?

”Jeg har helt klart fundet nogle bands, som jeg synes er super interessante, og som jeg skal følge op på. Der har også været nogle, som var helt off, men jeg synes virkelig at niveauet og matchene har været helt okay, og der er ikke nogen, som er faldet igennem. Folk er også generelt meget nye i branchen, og det er måske ikke en manager som mig, de skal snakke med, men hellere starte med en booker eller agent. Der prøver jeg også at være ærlig og hjælpe dem videre.”

Hvad skal der ske på resten af SPOT?

”Nu kommer Phlake-drengene lidt senere, og så skal der høres musik for fuldt smadder og i morgen sidder jeg så selv med i to paneler.”

Hvem er du?

Navn: Maria Borg

Selskab: Disco:wax / No.3

Rolle: Exploitation Coordinator / A&R Admin

Hvad har dit mål været med Meet the Talent?

”Vores forventninger har ikke været så store omkring, at vi skulle ud og have en masse nye artister i hus. Vi er ligeså interesseret i at opdage, hvad der rør sig i vækstlaget. Det kan være svært at være overalt, så det her Meet the Talent er en super måde at komme til nogle nye artister på”

Hvordan er det så gået med dine samtaler?

”Det er gået rigtig godt. Jeg synes helt oprigtigt, at der har været nogle rigtig spændende artister i mellem, både nogen vi kendte til i forvejen men også nogle helt nye.”

Hvad skal der ske på resten af SPOT?

”Nu skal jeg bare ud og høre masser af musik, opleve nogle fede koncerter og komme til nogle af seminarerne.”

Hvem er du?

Navn: Mette Zähringer

Selskab: Iceberg Music Group

Rolle: Ejer

Hvad har dit mål været med Meet the Talent?

“Jeg regner altid med at få meget ud af det. De sidste mange år har jeg deltaget i Meet the Talent og er faktisk kommet herfra med rigtig mange gode ting, gode oplevelser og har også “signet” nogle af dem jer er blevet præsenteret for. Så jeg kan kun anbefale at deltage.”

Hvordan er det så gået med dine samtaler?

“Jeg tager den faktisk meget stille og roligt. Lader mig overraske og flyde med i hvad der sker. Og hvis jeg har muligheden for det, så går jeg også meget gerne ud og ser nogle af de bands, der også skal spille på SPOT. For at få den bonus det så er at se dem live. Men jeg har det også i baghovedet, at det ville være fedt, hvis jeg lige blev præsenteret for det rigtige i dag. Og så er speeddatingen også en lidt mere koncentret måde at blive præsenteret for noget på, fordi du har lige præcis de der ni minutter til at udelukkende at koncentrere dig om dem der kommer, og det de kommer med. Og niveauet er meget fint og højt.”

Hvem er du?

Navn: Emilie Pil (billede) & Patrick Christensen

Selskab: Sony Music

Rolle: A&R Trainee & A&R Manager

Hvad får i ud af Meet The Talent?

Patrick: “Kendskab til nogle af de her unge, og lidt ældre, talenter.”

Emilie: “Netværk, og at få snakket med nogle mennesker man ellers ikke ville være stødt på. Vi er meget åbne for at lytte til hvad folk har, og så komme med feed-back.”

Patrick: “Og det er også en god øvelse for os, at vi på de ni minutter skal komme med konstruktiv feed-back. Ligeså meget som det er for talenterne at skulle pitch’e sig. Og med så kort tid til at beskrive noget bliver man måske også bedre til at være klarere. Hvilket også kan være en hjælp når man sidder i møder på Sony.”

Emilie: “At blive mere konstruktiv og bedre til at formulere sig. Her har man jo personen i øjenhøjde, så man bliver nødt til at komme med noget feed-back de kan bruge til noget.”

Patrick: “Det er jo meget nemt at smide noget til side, når man for tilsendt en demo, men det kan man ikke her.”

Emilie: “Her skal man sætte ord på. Det man tænker, når man lytter. Og for det meste får vi jo meget popmusik, men her har vi jo også rock og vi har hørt noget meget alternativt elektronisk, som vi ikke er vant til at forholde os til. Det er vildt interessant at møde de mennesker, der står bag det.”

Patrick: “Der var en elektronisk musiker med noget meget eksperimenterende, og hvis vi bare havde fået det tilsendt havde jeg nok tænkt “Hold da op, det er en helt anden planet!”. Her kan han selv præsentere, at det er noget han føler er fra en helt anden planet. Så det er tilsigtet. Han ved godt, det er specielt.”

Emilie: “Det var også godt tænkt af ham, at han fra starten sagde, at han var meget åben omkring, at det ikke nødvendigvis var Sony musik, han kom med. Men for ham var det interessant at få at vide, hvad vi syntes om det.”